Det kan være en hård opgave at male. Derfor er der måske ikke det store overskud til at rengøre penslerne efter, at du har malet med loftmaling eller vægmaling. Men det er nu alligevel en god idé at bruge tid på at rengøre dem ordentligt.
Gør du ikke det, bliver penslerne nemlig stive og nærmest ubrugelige, som du muligvis allerede har bemærket. Hvis du ikke rengør dine malerpensler, kan du altså ende med at bruge en formue på pensler. Her får du en guide til korrekt rengøring af pensler.
Rengøring af pensler efter brug af vandbaseret maling
Du skal starte med at skylle penslerne med lunkent vand. Fjern samtidigt malingen ved at bearbejde hårene på penslen med dine hænder eller en opvaskebørste. Når der ikke længere kommer maling ud af penslen, skal du gnide den ind i helt almindelig hårshampoo og lade den ligge i 10 minutter.
Efter de 10 minutter skal penslen skylles i vand tilsat en lille sjat eddike. Tør efterfølgende penslen ved at presse så meget vand som muligt ud af den med dine hænder. Lad penslen tørre. Når hårene er helt tørre, bør du massere dem således, at de bliver frigjort fra hinanden.
Rengøring af pensler efter brug af oliebaseret maling
Til at starte med skal du tørre penslen med papir. Derefter skal du fjerne den resterende maling ved at lade penslen stå et par dage i terpentin. Efterfølgende skal du gnide penslen ind i ganske almindelig hårshampoo og lade den ligge i 10 minutter. Skyl derefter penslen godt med lunkent vand. Lad hårene tørre og massér dem til sidst.